SIS høringssvar: tillid til faglige vurderinger om førtidspension
8 juli 2026
Dansk Selskab for Indvandrersundhed har afgivet høringssvar til lovudkastet om systematisk gennemgang af udvalgte sager om førtidspension.
Selskabet finder ikke, at der er et sundhedsfagligt grundlag for systematisk at gennemgå allerede tilkendte førtidspensioner. Tilkendelserne bygger på omfattende sundheds- og socialfaglige vurderinger, og udgangspunktet bør være tillid til de faglige vurderinger, der allerede er foretaget.
Samtidig peger erfaringer fra de indvandrermedicinske klinikker på en overset udfordring: Borgere med migrationsbaggrund og alvorlige, komplekse helbredsproblemer kan ende med at tilbringe årevis i kontanthjælpssystemet – uden en reel mulighed for at komme tilbage på arbejdsmarkedet.
Læs hele høringssvaret her:
Dansk Selskab for Indvandrersundhed takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkast til lov om ændring af lov om social pension og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område vedrørende systematisk gennemgang af udvalgte førtidspensionssager.
Dansk Selskab for Indvandrersundhed er et tværfagligt fagligt selskab, der samler sundhedsprofessionelle, forskere og andre fagpersoner med særlig interesse for sundhed blandt flygtninge, indvandrere og etniske minoriteter i Danmark.
Selskabet finder ikke, at der er et sundhedsfagligt grundlag for en systematisk gennemgang af allerede tilkendte førtidspensioner i den foreslåede målgruppe. Tilkendelse af førtidspension sker efter omfattende udredning og vurdering af arbejdsevnen, hvor både sundhedsfaglige og socialfaglige vurderinger indgår. Dansk Selskab for Indvandrersundhed har generelt tillid til, at disse vurderinger foretages grundigt og korrekt. Selskabet finder samtidig, at vurderingen af den enkelte borgers ret til førtidspension bør bero på en individuel vurdering af helbred og funktionsevne og ikke på bredere bolig- eller beskæftigelsespolitiske hensyn.
På baggrund af erfaringer fra indvandrermedicinske klinikker ønsker selskabet samtidig at pege på et perspektiv, som ikke afspejles i lovforslaget. I klinikkerne ser vi ofte patienter med migrationsbaggrund, som gennem mange år har været tilknyttet kontanthjælpssystemet, selv om deres helbredstilstand og funktionsevne i praksis svarer til en varig og betydelig nedsættelse af arbejdsevnen.
Mange patienter har komplekse sygdomsbilleder med kombinationer af kroniske somatiske sygdomme, psykiske lidelser, traumebelastninger og langvarige smerteproblematikker. Samtidig kan sproglige barrierer og komplekse udredningsforløb gøre det vanskeligt at dokumentere funktionsnedsættelsen inden for de eksisterende administrative rammer. Dette kan føre til langvarige afklaringsforløb i beskæftigelsessystemet uden realistisk udsigt til arbejdsmarkedstilknytning. Dette er i overensstemmelse med klinisk erfaring fra indvandrermedicinske klinikker.
Lovforslaget indebærer desuden, at den oprindelige kommunale vurdering skal efterprøves af en udvalgt kommune. Dansk Selskab for Indvandrersundhed finder, at dette bygger på en antagelse om, at de eksisterende afgørelser generelt ikke kan lægges til grund. Efter selskabets opfattelse bør udgangspunktet fortsat være tillid til de omfattende sundheds- og socialfaglige vurderinger, der ligger til grund for en tilkendelse af førtidspension.
Vi vurderer desuden, at den med lovforslaget planlagte gennemgang af førtidspensionssager vil medføre en unødvendig og uhensigtsmæssig belastning for i forvejen udsatte borgere. Usikkerhed om forsørgelsesgrundlag og gentagen vurdering af arbejdsevne kan medføre forværring af både psykiske og somatiske tilstande, særligt hos borgere med traumebelastning og komplekse sygdomsbilleder.
Dansk Selskab for Indvandrersundhed vil derfor opfordre til, at der i stedet rettes øget opmærksomhed mod borgere med alvorlige og varige helbredsproblemer, som i dag kan tilbringe mange år i kontanthjælpssystemet uden realistisk mulighed for arbejdsmarkedstilknytning, og at vurderinger af arbejdsevne i denne målgruppe fortsat baseres på grundige og individuelle sundhedsfaglige vurderinger samt inddragelse af relevant tværfaglig ekspertise.
Med venlig hilsen
Anne Mette Fløe Hvass
Forperson, Dansk Selskab for Indvandrersundhed

